Postvogne

Jeg har fire postbureauvogne Pm 735, Pbm 755, P 805 og P 814. Den første købte jeg tilbage i 2009, den anden i 2020 og de to seneste i 2024.


P 805 og 814

P 805 og 814 er fremstillet af Heljan. Postvognene var i brug fra 1968 frem til 1997. Heljan har fremstillet 21 forskellige udgaver lige fra de brune til røde ejet af henholdsvis DSB og Post- og Telegrafvæsenet.


Taget på Heljans postvogne er fastgjort med 8 magneter, så taget let kan tages af. Det giver indblik til fine sorteringsreoler i vognen. Interiøret er sort så det har jeg malet. Derudover har jeg lagt breve ind i sorteringsreolerne samt 9 postfunktionærer i den ene vogn. I den anden vogn planlægger jeg, at reolerne skal have tomme som om at personalet har gjort arbejdet færdigt. 


Jeg savnede nogle detaljer blandt andet toiletafsnittet, så det har jeg tilføjet inkl. håndvask og garderobe. Det er lavet af plastplader. Desuden har jeg lavet en reol til postsække. Reolen er lavet af tynde messingrør som jeg har limet sammen. 


Jeg har fået Perfecttrains til at installere blå og gule markeringslys på hver side af vognene. Når de blå lys blev tændt var det tegn på, at "udveksling af post er afsluttet" toget kan afgå. Det gule lys markerede, at der var personale ombord, så der skulle rangeres forsigtigt. Derudover er der monteret slutlys samt interiørlys. Vognene har fået monteret Q-koblinger fra Perfecttrains. Det sikrer at lyset i vognene ikke slukker, hvis der er dårlig kontakt på en af vognene.  


Postsækkene har 4DTrains lavet, jeg har blot printet dem og lagt ind vognene. Her er link til: postsækkene. Gulvet er fra Perfecttrains.


Pm 735

Pm 735 er fremstillet af Piko i samarbejde med Hobbykæden. Postvognen er oprindeligt tysk og blev taget i brug i Danmark i 1983 og taget ud af drift i 1989. Modellen er produceret med tre forskellige numre.


Jeg har for lang tid siden gjort følgende: fjernet udstødningsrøret til oliefyret, malet den lysebrun indvendigt, lagt linoleumsgulv, sat lysstav med slutlys i den ene ende samt ansat én enkelt jernbanepostfunktionær.


Der skal helt bestemt gennemføres nogle forbedringer i forhold til det jeg har foretaget mig indtil videre med denne vogn. Jeg skal have fundet de rigtige farver til væggene, lavet sorteringsreoler, tilføjet postsække, gule blinklys, pakker og flere ansatte. 


Pbm 755

Pbm 755 er fremstillet af Tillig i samarbejde med Hobbykæden. Postvognen er som Pm oprindeligt tysk og blev taget i brug i Danmark i 1988. De sidste blev taget ud af drift i 1997. Modellen er produceret med to forskellige numre.


Jeg har endnu ikke foretaget nogle ændringer på denne vogn. Jeg afventer blandt andet nærmere dokumentation for, hvordan den ser ud indvendigt. Opgraderingen af vognen vil komme til at følge det jeg vil gøre med Pm. Jeg har ikke planlagt, hvornår jeg vil gå i gang med det.



Siden opdateret den 21. november 2024.